Dino Knudsen undersøger hvorledes Congress for Cultural Freedom (CCF), en global organisation af prominente intellektuelle og kunstnere der førte kulturkamp mod den internationale kommunisme i 1950’erne og 60’erne, virkede i en dansk og skandinavisk sammenhæng, indtil det i 1966-67 blev en offentlig skandale at organisationen havde været delvist finansieret og styret af den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Tidligere forskning har kastet lys over hvordan organisationens danske aktiviteter i 1950’erne blev ledet af den tidligere modstandsmand Arne Sejr. I 1960’erne blev CCF’s arbejde i hele Skandinavien imidlertid reorganiseret og koordineret fra København. Nyt arkivmateriale belyser hvordan organisationen, nu anført af den danske bibliotekar og journalist Jørgen Schleimann, skiftede strategi fra mere lokale og diskrete aktiviteter til offentligt påvirkningsarbejde, blandt andet gennem førende kulturtidsskrifter som danske Perspektiv. Man engagerede sig også i antikolonialisme, hvorved der opstod interessante paralleller og koordinering mellem statslige og private engagementer i blandt andet Afrikansk uafhængighed og udvikling.