Chaplins Modern Times fra 1936 husker de fleste nok som en film om den lille mands kamp med store maskiner. I dette essay undersøger jeg 3 underliggende temaers forbundethed og udtryk i filmen: krop, kommunikation og modernitet. Jeg belyser vandrings- og vagabondfigurer i en historisk kontekst - blandt andet via Hannerz, 1983, der trækker på Chicago etnografer i begyndelsen af det 20. århundrede - og diskuterer her, hvordan vagabondliv, vandring og løsarbejde er portrætteret i Modern Times. Dette tema bliver bundet sammen med en diskussion af vagabondens kropslige handlen og kommunikation i filmen (via Merleau Ponty, 1958, Bourdieu, 1991) og overgangen fra stumfilm til lyd- og talefilm, som er tematiseret i netop stum/talefilmshybriden Modern Times (via Niels Jensen, 1991 og andre).